Søndag den 18/3
Tog vi på vores første tur. En times kørsel fra Bundaberg er der et lille zoo der hedder  Snakes Downunder. Det er et familie fortagende og de startede for 5 år siden. Stedet er ikke ret stort så man kan komme meget tæt på dyrene og få en god snak med dem der arbejder der.
I Snakes Downunder er der som navnet siger slanger men også krokodiller og forskellige firben.

To gange i løbet af dagen viser ejeren Ian slangerne frem og fortæller om de forskellige arter og hvor farlige de er. Han har haft slanger i 40 år og er aldrig blevet bidt, selv om slangerne stadig har deres giftkirtler. Bagefter måtte de der turde få lov at holde slangerne og man kan slet ikke forestille sig hvor glatte og behagelig deres skind er. Der var også to små krokodilleunger som man kunne få lov at holde, de havde dog munden plastret sammen for man spøger ikke med sådan et tandsæt.

I Australien er der krokodillefarme hvor man opdrætter dyrene for skindes skyld og de voksne krokodiller i Snakes Downunder er fra en farm. Når hunnen så lægger æg skal de tilbage til farmen og ruges ud i maskine så flest mulig overlever.

Da vi var der havde hun lige lagt æg og var meget aggresiv, Lasse gik lidt tæt på hegnet og straks var hun i vandet og svømmede hen lige foran ham. Så lagde hun lige under overfladen og lurede.

Han krokodillen er fire meter og vejer godt halvanden ton, en fuldvoksen kan blive op til syv meter. Hunnen er to en halv meter og bliver ikke så stor som hannen.

Louise og Lasse holdt både slanger og krokodiller, Lærke var lidt forsigtig men ville godt røre ved dem. Der var ikke så mange besøgende så der var god tid til at forklare os danskere lidt om hvordan man skal opføre sig hvis man møder en slange. De kan f.eks. ikke høre og kan kun se bevægelser.
Det blev en spændende og lærerig dag.

April
Påskeferie og tur til Town of 1770.

Påsken i Australien er lidt anderledes en hjemme. Skærtorsdag er normal arbejdsdag og sidste skoledag for børnene. Skolerne holder ferie i halvanden uge. Man har også påskeæg og påskeharer som vi kender dem, bare i meget større stil. Der er chokolade overalt i butikkerne og alle snakker om påskeferie. Rigtig mange aussier tager også på ferie, især camping.

Påskelørdag var vi inviteret til fødselsdag hos en dreng fra Lasse`s klasse, det var hans far der blev 45 år. De bor på næste gade og vores haver går næsten sammen. Det var meget uformel og vi skulle selv have drikkevarer med. Det hele foregik i haven hvor vi fik kyllingelår og grill spyd, man får ikke tilbehør som salat og brød til. Der var også fødselsdagskage dog uden kaffe eller te.

Søndag morgen pakkede vi bilen med vores nye telt, bord, stole, luftmadresser, soveposer og køleskab. Vi kørte nordpå et par timer til Town of 1770. Det er det sted hvor Englænderne i 1770 opdagede Queensland. Der er rejst et mindesmærke og der er gangstier helt ud til de yderste klipper.
Da vi kom tilbage til bilen fra vandretur var der fyldt med mennesker på parkeringspladsen og der var sækkepibe musik. Vi var kommet til globryllup og gommen var af skotsk afstamning.
En del af mændene var i kilt og vielsen foregik på en græsskråning hvor der var opstillet et par store højtalere og en mikrofon til præsten. Det var også nødvendig da der blæste godt.

Alle campingpladser var som ventet booket op så vi fandt en nationalpark hvor man kan stille sit telt op. Der var toiletter men ellers var man på egen hånd. Der kommer en ”ranger” rundt og opkræver et lille beløb, vi så ham dog aldrig - han var nok på påskeferie. Vi var dog ikke alene på stedet og en del af de andre havde været der hele påsken.

Mandag pakkede vi sammen og listede hjemad ad små veje og fik set lidt natur.


Maj
Tur til Grait Sandy Strait

I Australien er første mandag i maj  Labour day og fridag. Så med forlænger weekend i udsigt pakkede vi bilen og kørte sydpå til et område der hedder Great Sandy Strait. Det er ved sydspidsen af Fraser Island og navnet kommer af at der mellem fastlandet og Fraser Island er meget lavvandet og man kan se sandbund langt ud. Der går en lille fjord ind og ved den ligger Tin Can Bay.
Vi fandt en hyggelig campingplads med sandkasse og swimmingpool til stor glæde for børnene.

Søndag morgen var vi oppe med hønsene da der ved havnen i Tin Can Bay kommer delfiner ind som man kan fodre. For en del år siden var der en delfinunge som de lokale fiskere smed lidt fisk ud til, den har nu sin egen flok men kommer stadig ind til stranden. Den har ofte en hun med ind men den morgen kom den alene, resten af flokken ligger nogle hundrede meter ude og nærmer sig aldrig.

Det var en rigtig fin morgen, vindstille og ca. 25 grader klokken halv otte om morgenen selv om det er blevet efterår. Der er nogle frivillige der står for fodringen og der var styr på det. En delfin spiser ca. 30 kg. fisk om dagen så de må kun få 3 kg. om dagen ved fodringen for ikke at blive afhængige.

I samme område er der en strand ud mod Stillehavet der hedder Rainbow Beach, opkaldt efter sandet der har mange forskellige farver. Lige fra hvid, gul, rød, grå og til næsten brun sand. Ved stranden er der en høj skrænt hvor vandet presses ud gennem klipperne. Da vi havde spadseret på stranden og oppe på klippen kørte vi op i bjergene ad nogle ruter den kun kan køres i firehjulstrækkere.

Vi gjorde holdt ved en lille plads hvor man kunne gå ind til en ferskvands sø. Der var godt to kilometer at gå men det var gennem tæt regnskov hvor man næsten ikke kunne se sollyset. Stien var ikke mærket op, det var bare at holde øje med hvor der havde gået andre før os. Det gik opad næsten hele vejen og lige pludselig sluttede stien og vi stod på en kridhvid sandstrand. Søen havde det klareste vand og vi kunne se bunden langt ud. Vel tilbage ved bilen fortsatte vi længere op i bjergene til en større sø den hedder Fresh Water Lake. Den var bare helt udtørret så vi kunne gå rundt på bunden eller hoppe rundt på tuerne hvor sivene havde haft rødder. Der ville normalt have været 2-3 meter vand hvor vi var, der var også andre derude som fortalte at de før havde badet i søen. Det fortæller lidt om den tørke der er i Australien for tiden.

Vi var efterhånden kommet tyve kilometer ud i bjergene så det tog lidt tid at komme tilbage til asfalten når vejen bare er et spor der snor sig mellem træerne. Når man møder andre er det med at finde et sted der er bredt nok til at man kan komme forbi. Det foregår til tider betænkelig tæt på træer eller høje skrænter, men alle smiler og hilser på hinanden. Det var sent inden vi var tilbage ved teltet og kunne kravle i soveposen. Mandag pakkede vi sammen og var hjemme i Bundaberg om eftermiddagen.


Så gik maj måned.

Så gik maj måned og vi har rundet fire måneder i varmen. Der er nu ikke så varmt længere, specielt om natten kan vi godt mærke at det er efterår/vinter. Vi har været nede på elleve grader og så bliver der hurtig koldt i et træskur i to meters højde uden isolering. Dagtemperaturen er dog meget behagelig, allerede når vi tager på arbejde er der over 20 grader og midt på dagen er der varmere.

Hvert år i maj måned er der Agro Trend her i byen. Det er en slags dyrskue som blev startet af de lokale maskinforretninger for mange år siden. Der er nu ikke særlig mange dyr men en masse boder med alt fra brugskunst til fiskegrej og værktøj. Der er også en veteranudstilling med motorer, biler, motorcykler og traktorer som dystede i traktortræk. Louise og Lasse fik sig også en kamelridetur.

Den sidste uge i maj havde vi besøg fra Danmark. Stine Rokkedahl og Kirstine Pinholt fra Aalestrup er på backpacker tur i Australien og har arbejdet på en tomatfarm her i Bundaberg for at tjene lidt til rejsen. De var hos os en uge til turen gik videre nordpå.

 I den uge var der også det årlige Bundaberg Show som er et kæmpe tivoli med masser af karruseller, boder, radiobiler og ikke mindst rodeoshow- selvfølgelig med rigtige tyre. Her i Australien konkurrerer man om alt og det gælder også rodeo, der findes en rodeo-liga og inden konkurrencen sang de nationalsangen. Der blev dystet i to timer så det blev til nogle ture i savsmuldet for rytterne. Der var da også et par stykker der haltede slemt da de forlod arenaen.

Det foregik om aftenen så vores billeder blev desværre ikke så gode.

Den 26 maj fejrede vi Lasses 9 års fødselsdag. Han fik mange pakker og enkelte helt fra Danmark. Aftenen før havde Lasse og Helle bagt chokolade muffins pyntet med glasur, krymmel og australsk flag som han serverede for sin klasse. Om aftenen havde han besøg af sin bedste ven Lochlan som også sov her om natten.

Helle arbejder stadig som vikar på specialskolen og har fået et tre ugers vikariat på fuld tid. Det er med de lidt større børn fra 14-18 år som skal aktiveres og vendes til den virkelige verden. De har en lille grønsagshave som de passer og sælger fra. Samtidig er der nogle der arbejder med at pakke grønsager til supermarkederne. En dag om ugen er der også bowling på skemaet så det er meget alsidig.

Helle har også været ved at plante planter i haven, mange af de planter vi har i haven hernede har vi i stuerne hjemme i Danmark. Her er de bare meget store, det er flot at se en 3-4 meter høj Julestjerne.

Ikke så langt fra Bundaberg er der et lille område der kaldes Mystery Craters som vi har besøgt. Det er bare en masse huller i jorden, men der er ikke rigtig en fornuftig forklaring på hvordan de er opstået. De kloge har forsket der i mange år og har fundet vulkansk materiale i det men der er bare ingen vulkaner i nærheden. Et af hullerne er 16 meter dyb og har en kilde i bunden som forsyner ejeren med frisk drikkevand- en sjældenhed hernede!! Der er lidt billeder derfra.


Besøg i Emerald

Mandag d.11. juni er fridag da man fejrer dronningens fødselsdag (hende den gamle i England).
Vi havde taget fri fredag d. 8 så vi havde en lang weekend for vi var inviteret til Emerald for at besøge de danskere der arbejder for Centracks deroppe. Det er en tur på 570 kilometer hver vej så vi drog af sted fredag formiddag og var fremme lige før fyraften så vi fik en rundvisning i afdelingen deroppe. Afdelingen er nok lidt mindre en i Bundaberg men maskinerne er MEGET større. Det er 45 fods mejetærskere, bomuldsplukkere og knækstyrede traktorer der er mest almindelig.

Der arbejder fire danskere i Emerald. Lars, Brian og Torben er mekanikere og David er afdelingsleder. Udover dem er der Pia som er Brians kone og Davids kone Britt og deres tre børn.
Vi skulle bo hos Brian og Pia, her spiste vi også aftensmad sammen med Torben.
Næste dag tog vi ud for at finde safir, først prøvede vi i en skov hvor der er safir i jorden. Det havde regnet hele ugen så chancerne for at finde safir der var gode, vi var også heldige og fandt nogle stykker. Da vi kørte derfra kørte vi hen til en legeplads og fik vores medbragte mad, blandt andet leverpostej- uhmmm. Men vi var ikke færdig med at lede efter safir, vi besøgte en safirmine. Her fik vi en rundvisning i minen og bagefter købte vi en spand jord som vi vaskede. Vi fandt igen lidt små safir men de er desværre for små til at få slebet og sat på smykker.

Da vi kørte videre var vi omkring et hus, det er fyldt med mange landes navne også Danmark. Det er bygget af en særling og skulle være et slot til konen.. Om det var flot, døm selv på billederne og husk på at huset er beboet.. Om aftenen spiste vi alle hos Britt og David, BBQ og rødvin og det var rigtig hyggeligt. Vi var alle trætte og vi gik tidlig i seng. Om søndagen startede vi med at gå en tur i botanisk have. Bagefter kørte vi ud til en farm hvor danske Rasmus arbejder. På farmen har de to store vandings pivots hvor den største dækker en cirkel på130 hektar. Imens at mændene blev vist rundt spiste børnene pandekager som Rasmus havde lavet til dem. Rasmus er udlært mekaniker og er nu blevet ansat hos Centracks i Mackay.

Så var det ud at køre igen, vi besøgte en gård mere og her var der også store maskiner. På vej derfra mødte vi et roadtrain på en grusvej og så er det med at komme ind til siden. Vi kom forbi en kæmpestor solsikkemark i blomst og så en koala i et træ, desværre så langt væk at billederne ikke blev gode. Vi var også ude at se en klippe der ligner Jomfru Maria med jesusbarnet. Vi sluttede dagen af hos Britt og David og endnu engang var det dansk hygge.

Den sidse dag i Emerald havde Pia og Brian lovet os at vi skulle se kænguruer og en sikker måde er på kirkegården i Emerald. Her er der grønt græs så de kravler gennem pigtråden for at komme ind. Bagefter kørte vi ud til Fairbairn Dam som er en kæmpestor kunstig opdæmmet sø som afvander et areal på 16380 Hektar. Den forsyner byen, farmene og minerne med vand. På vej derfra mødte vi nogle cowboys der var ved at flytte kreaturer og heste. Det foregik på vejen så vi var omringet af nogle hundrede dyr. Tilbage i Emerald fik vi sagt farvel og tak for en dejlig weekend. Det var en lang tur hjem og vi var godt trætte da vi nåede Bundaberg .

I maj måned skrev vi at det var blevet vinter og koldt om natten og vi troede ikke at det kunne blive koldere MEN vi tog fejl. Vi har nu været nede på 4 grader om natten. Inden døre var der 9 grader men vores aircondition kan heldigvis også varme så den kører om aftenen så vi kan sidde i stuen uden overtøj.

Juli
Vinter i Bundaberg.

Den første uge i juli havde børnene og Helle stadig ferie, Louise legede med en pige fra klassen (Rachel) og de skiftedes til at sove hos hinanden. Hos Rachel har de en swimmingpool og selv om vandet kun var 15 grader hoppede de i. Ellers stod ferien kun på hygge herhjemme, vi har også været ved at planlægge vores sommerferie i december. Vi får jo besøg fra Danmark og det glæder vi os til.

Tirsdag den 9/7 startede skolen igen og Lærke i ABC center. Helle har været så heldig at have fuldtids arbejde i hele juli måned. Det har hun nydt selv om det stadig er som vikar. Hun kan godt lide at være på skolen, men vi ved også at det er svært at få fast arbejde der.

Vi har ikke været på udflugt i juli, det har været for koldt. Det meste af juli måned har vi været helt nede på 2 grader om natten og omkring 20 om dagen. Vi sover med dyne og sovepose ovenpå for at holde varmen. Vi har købt en varmeblæser til badeværelset og nogle gode futter. Vi havde bestemt ikke troet at vi skulle fryse så meget i Australien. Den 27. juli havde vi dog 28 grader og vi tog straks til stranden. Det har været den længste og koldeste vinter i over 40 år og i øjeblikket er ligger mange Aussier syge med forkølelse og influenza. Vi håber dog at vinteren er ved at være slut, vi savner at kunne side ude og spise om aftenen.

Den 21 juli havde vi halvårs jubilæum hernede. Hvis vi skal gøre status må vi sige at det går rigtig godt. Børnene klarer sig over al forventning i skole og børnehave De taler rigtig godt engelsk og er i det hele taget glade for at være her. Peter er også glad for arbejdet og nyder især at komme ud i bushen og reparere ”de grønne”. Han har nogle rigtig gode kollegaer og som altid er venlige og hjælpsomme. Helle er som sagt også glad for lærer jobbet og håber at det kan blive fast.

Vi tænker selvfølgelig tit på det derhjemme men har ikke fortrudt at vi rejste. Vi er også rigtig glade for de mange hilsener vi får fra Danmark, både mail og post. DET VARMER…..

August Airshow og bowling

Den første weekend i august blev Wide Bay International Airshow afholdt her i Bundaberg.
Det var selvfølgelig på flyvepladsen lige i udkanten af byen og det varede tre dage. Showet er et velgørenheds arrangement for at samle penge til The Royal Flying Docter Service som flyver overalt i Australien.Vi var der om lørdagen og havde heldigvis købt billetterne på forhånd så vi sprang køen på 400-500 mennesker over.

Det startede officiel klokken 9 om morgenen med faldskærmsudspring og ”flagdrop”, samtidig blev nationalsangen sunget. Resten af dagen var der så fly i luften hele tiden med formationer og opvisning samt fremvisning af de nyeste modeller af privatfly. På jorden var et stort område med diverse udstillinger lige fra modelfly, militær fly og nye privatfly. Den lokale fly skole var også til stede og Peter var lige omkring for at høre prisen på et certifikat. Det koster omkring 10.000 kr. incl. de flyvetimer der skal til for at have passagerer med. Undervisningen foregår i små 4 personers Jaribu fly som bygges her i Bundaberg.

Australien var aktiv i Vietnam krigen og for at ære de faldne var der kampopvisning ved showet med både fly og tropper på jorden. Tropperne blev fløjet ind med en Caribou transportmaskine som kan lande og lette på meget kort strækning. Så var der overflyvning med små observations maskiner som dirigerede de jagere der blev sendt ind med bomber (Bomberne blev dog ikke smidt fra flyene men stod på jorden og gav nogle kæmpe drøn). Til sidst fløj helikopterne ind og hentede soldaterne.

Al kommunikation mellem flyene og landtropperne kunne vi høre over højtalerne så vi nemt kunne følge med. Både Caribou`en og helikopterne er stadigvæk aktive i det australske forsvar.

Efter Berlinmurens fald er der nogle australske piloter der har været i Rusland og købe gamle fly som de flyver opvisning med. Der var både ældre propel maskiner som udelukkende har været træningsfly og MIG jagere som engang truede dansk luftrum tæt på Bornholm!!! Hvis man havde lyst OG mange penge kunne man købe sig en tur i de forskellige maskiner. Pris fra 3000 til 6000 kr. for ca. ti minutter.

Der var også luftakrobatik med specielle konkurrencefly og de piloter er altså nogle skøre kugler (Peters mening).  Når de fløj lodret op i luften kunne de få maskinerne til at stå stille eller vandre langsom sidelæns. Der var også en der lettede men så snart at hjulene slap banen vendte han maskinen på hoved, mens han fortsatte hen over landingsbanen med kun to meter ned til asfalten. Midt under en opvisning blev flyene pludselig sendt væk fra lufthavnens luftrum da en af The Royal Flying Docters fly skulle ud på en opgave. Det var som afslutning annonceret at forsvarets F-111 jagere skulle flyve over pladsen i lav højde MED efterbrænder men de udeblev desværre om lørdagen. Peter hørte dem dog om fredagen fra arbejdet og selv inde på værkstedet kunne man ikke engang råbe til hinanden for larmen. Det var en anderledes, spændende og lærerig dag som vi alle nød.

Centracks holder hver vinter (juli-august) et Midtyear Party og i år stod den på bowling. Det var rigtig hyggeligt og meget uformelt. Det blev selvfølgelig indledt med lidt øl og nogle fine steaks med tilbehør. Bowlingcentret har et stort legeland for børnene så dem så vi ikke meget til før det var tid til at bowle. Efter bowling med diverse konkurrencer i bl.a. dans og alternativ bowling var der kage. Det var en rigtig god aften og nu er planlægningen af den årlige Chistmas Party allerede gået i gang- vi glæder os.

Så er vejret blevet så mildt at vi vovede os på tur. En times kørsel fra Bundaberg ligger Paradise Dam som er en forholdsvis ny kunstig sø som leverer vand til mange af Centracks kunder i det der kaldes Hinterlandet (baglandet). Dæmningen blev færdig i 2003 og dammen har endnu ikke været fuld. I øjeblikket er der ca. 10 % vand i den men den har været oppe på godt 30 %. Det er Burnet River der løber gennem Bundaberg som er blevet blokeret af dæmningen. For at bevare fiske og vildt livet er der lavet en fiskeelevator på dæmningen og den virker åbenbart. Da vi var derude var der en del der fiskede i søen.

Ikke langt fra Paradise ligger Chowey Bridge. Det er Queenslands første beton jernbanebro og har et spænd på 27 meter. Broen blev taget i brug i 1905 og bruges stadig. Der blev brugt 658 m3 beton og broen kostede den nette sum af 3576 dollar.  I det område er der en lille skov med de såkaldte Bottle Trees som vi besøgte. Når man ser et træ er man ikke i tvivl om navnet men også indvendig er de specielle. Træstrukturen i et Bottle Tree minder meget om strukturen i et Græskar og indeholder meget væde. For farmerne betød træerne i gamle dage til tider forskellen mellem liv eller død i ekstremt tørre perioder. De fældede simpelthen et træ og afbarkede de så dyrene kunne få stillet tørst og sult. Når man ryddede skov for at dyrke jorden op passede man på at træerne ikke væltede over et Bottle Tree. Derfor ser man stadig at der midt i en stor hvedemark står nogle enlige Bottle Trees.


September 2007 forår i Bundaberg.

Vi startede September måned med endnu en tur til baglandet vest for Bundaberg . Turen gik først til Lake Monduran og Fred High Dam. Det er endnu en af de uundværlige dæmninger der gemmer regnvandet til tørre tider. Dæmningen er godt 50 meter høj, 700 meter lang og den stod færdig i 1974. Hvis søen er fuld indeholder den næsten 586.000.000 Kubikmeter vand og den har et afvandings område på 130.800 Hektar. Fra søen løber vandet til et pumpehus hvor det pumpes højt op i en støbt kanal så det har fald nok til at løbe de 50 km. til Bundaberg. Pumperne kan give op til 8000 liter pr. sekund. Der er stadig tørke hernede og selv om det har regnet lidt på det sidste har det ikke givet mere vand i dammerne. Problemet er at det ikke regner nok til at vandet begynder at løbe.

Så fortsatte vi til Boolboonda Tunnel som ligger mellem GinGin og Mount Perry. Tunnelen blev hugget med håndkraft gennem klipperne da man anlagde jernbanen mellem Bundaberg og Mount Perry tilbage i 1883-84. I dag er skinnerne fjernet og der er bare en grusvej. Der er dog tusindvis flagermus der bor i tunnelen. Vi havde vores lommelygter med så vi kunne se dem. Videre vestpå kom vi til Mount Perry som er en lille by i bjergene. Byen består af en pub, en købmand og så små hundrede huse. Intet derude er jævnt, det går op og ned overalt. Den eneste form for landbrug her er kreaturer til opfedning. Vi var oppe på en såkaldt Lookout hvor der var en fantastisk udsigt over området.

Bundy in Bloom er den årlige forårsbebuder her i byen. Der er optog gennem byen med diverse foreninger, skoler, politi, ambulancer, veteranbiler og meget mere. Der blev delt reklamer og slik ud så børnene var godt forsynet da vi gik hjem.

Louise danser showdans på skolens dansehold. Hun har i et stykke tid mødt før om morgenen for at øve og det lange frikvarter har også været brugt til at øve i. For et par måneder siden var der konkurrence for alle byens skoler, Louises hold vandt og gik videre. Så midt i september var de af sted igen og denne gang var det om aftenen så vi kunne se det. Det var en flot opvisning og det blev til en andenplads. 

Ellers har vi jo haft lidt at fejre i september. Den 9. havde vi bryllupsdag. Den 16. havde Lærke fem års fødselsdag som hun havde glædet sig meget til, hun kunne slet ikke falde i søvn aftenen før. Hun var også først oppe for pakkerne kunne bare ikke vente længere. Hun måtte dog vente til alle var oppe og kunne synge fødselsdagssangen for hende. Der var mange pakker, nogle helt fra Danmark. Dagen blev også fejret i børnehaven med kager.

Sidst på måneden var det så Peters fødselsdag vi fejrede.

Den 21 September sluttede 3 Term i skolen og der var to ugers ferie for børnene og Helle. Den første uge stod på hjemlig hygge og en tur til stranden. Den anden uge havde Peter også ferie og vi var på tur, det kommer der mere om senere. For øvrigt har Helle fået fast arbejde tre dage om ugen på Bundaberg Special School efter ferien, samtidig vil hun stadig få vikartimer når de mangler. Foreløbig er det frem til sommerferie i december men vi håber det fortsætter i det nye år.

Ferie på Fraser Island

Endelig ferie. Vi pakkede bilen og kørte til Hervey Bay en god times kørsel fra Bundaberg.
Der havde vi booket en tur med det gode ”skiv” M/S Whalesong.

Her om foråret trækker de store Pukkelhvaler sydpå til deres sommerresidens ved Antarktisk. Mellem Fraser Island og det Australske fastland kan de slappe lidt af i det rolige farvand og ungerne kan lege lidt. Det var der vi sejlede ud med Whalesong. Lige som vi kom frem var der rigtig gang i den, de store dyr sprang op og legede. Pukkelhvaler har ingen tænder og deres eneste forsvar er at lave disse store spring. Det var desværre svært at få nogle gode billeder af det men vi har det på video. Senere var der også nogle som lå tæt ved båden og slog halen ned i vandet eller vinkede med den ene finne. Det var en rigtig god og spændende dag. Tilbage i Hervey Bay slog vi teltet op og overnattede der for så at tage færgen til Fraser Island næste dag.

På Fraser Island kan man kun køre med firehjulstrækker da der kun er sandveje og stranden at køre på. På stranden skal man også have styr på tidevandet for ikke at blive fanget eller køre fast. Stranden ud mod Stillehavet hedder Seventy Five Mile Beach og der må man campere bag ved den første klit. Der er man helt på egen hånd, der er ingen toiletter eller gadelygter. Solen går ned ved seks tiden så efter et par timers kortspil i skæret fra batterilampen var der sengetid. Så er man heldigvis dejlig frisk klokken fem om morgenen og kan stå med fødderne i vandet og se solen stå op. Det eneste man hele tiden skal tænke på er Dingoerne, som er vilde hunde der lever på øen. Der kom en Ranger for at kontrollere vores tilladelse og han fortalte at bare man var fem til seks meter fra børnene kunne de finde på at angribe, selv voksne som sad på hug var i fare. Vi så kun en enkelt i nærheden af vores telt, og nogle stykker når vi kørte i bilen.

Vi kom rundt på det meste af øen og badede i nogle af de dejlige ferskvands søer. Vi havde tre overnatninger og fik kørt en masse 4wd. Peter var blevet helt dus med det løse sand da det pludselig gik galt den sidste dag. På en lille stigning der ikke gav anledning til nogen bekymring sad vi pludselig fast. Vi var lige kørt fra en sø hvor der også var en af de store 4wd busser som skulle samme vej, vi havde lige nået at få stroppen frem så holdt bussen bag os. Chaufføren trak os ned så han kunne komme foran og flink som han var, ville han godt have os på slæb op over bakken. Vi fik stroppen i snuden og så var vi klar. Peter havde jo så regnet med at han forsigtig strammede stroppen op inden afgang. Men nej. Han satte af sted med fuld fart så da stroppen ikke var længere kørte vi altså. Det var med lidt bekymring at Peter var ude og tage stroppen af, men der var intet at se på bilen.

Resten af turen forløb fint og vel hjemme igen lørdag eftermiddag stod den på rengøring. Der var sand overalt så støvsuger og vaskemaskine havde lidt at se til.

November har været en lidt stille måned her i Bundaberg. Vi får jo besøg fra Danmark midt i december så vi har haft travlt med at planlægge juleferien. Først i november var vi dog til ”Bundy Thunder” som er bådræs på Burnett River der løber gennem Bundaberg. Løber er et velgørenheds arrangement til fordel for Canserfonden. En del af bådende var ”Blæserbåde” og har ingen skrue. De drives frem af en blæser som trækkes direkte fra motoren af en kæmpe tandrem. De er ufattelig hurtige og larmer meget. Det var en rigtig hyggelig dag hvor solen rigtig varmede. Faktisk skinnede den så meget at Helle skallede af i to uger.
November har også budt på en del regn. Det er noget udsædvanlig på denne tid af året men det er tiltrængt. Paradise Dam som vi tidligere har besøgt er steget en del, ca. 18000 Megaliter. Det har fået myndighederne til at revidere tildelingen af vand til farmerne. De værst ramte som kun måtte bruge 3% af deres vand er nu sat op til 21%. Det er nok til at redde økonomien for en del denne sæson.

I skolen har Lasse og Louise været til de afsluttende prøver for deres klassetrin og de har klaret sig flot. Lærke har sidste dag i børnehaven den 14. december og glæder sig meget til at starte i skole sidst i januar. Hun har været henne på skolen og møde sine kommende lærere og kammerater, der var endda et par stykker hun kendte fra børnehaven.
Som sagt starter vores sommerferie d.15. december. Vi holder jul her i Bundaberg, juledag kører vi sydpå og holder nytår i Sydney. Derfor holder hjemmesiden også ferie men vi regner med at skrive igen sidst i januar.

GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR.

December - Januar - Sommerferie

Så er det vist på tide at skrive lidt til hjemmesiden igen. Siden sidst er der sket en hel del, først og fremmest besøg hjemmefra. Det var nogle glade men trætte danskere vi hentede d. 15 December i Brisbane. Turen var gået godt og det lykkedes dem endda at få leverpostej og remoulade gennem den ellers strikse australske told. De havde lejet en bil som stod klar i lufthavnen så Michael blev kastet ud i den tætte lørdags trafik. Bilen var en Toyota Tarago med otte sæder og selvfølgelig højrestyret. Det betyder også at der er byttet om på blink kontakt og visker kontakt, og man har sjældent set viskerne blive brugt så meget ved vognbaneskift og i vejkryds!!! Undervejs på hjemturen kørte vi en tur op i Glasshouse Mountains og holdt middagspause. Sidst på eftermiddagen nåede vi hjem til Bundaberg og fik pakket ud. Vi havde i forvejen sat vores telt op under huset så det var i skygge og læ for de hidsige regnbyger der er sæson for nu. Mette, Michael, Sanne og Simon sov i teltet mens Mona, Irma og Børge sov inde i huset så vi var samlet.

Efter en velfortjent hviledag med badetur og BBQ ved stranden i Bargara var det tid til at vise lidt af egnen frem. På stranden mellem Bargara og Burnett Heads er et lille område der hedder Mon Repoos. Det er et af de få steder hvor de store havskildpadder stadigvæk kommer ind og lægger æg. På mange af de andre strande de kom op på for år tilbage er der nu byer i nærheden med gadelys og uro, det er nok til at holde skildpadderne væk. Stranden ved Mon Repoos er lukket fra solnedgang til solopgang fra November til Marts. Der er bygget et fint center med udstillinger og man kan komme på guidede ture ud at se dyrene om aftenen. Vi havde booket en tur og mødte frem klokken halv syv om aftenen iført masser af myggespray og forberedt på lang ventetid, der er jo ingen garantier i naturen. Vi var dog heldige at komme af sted med det samme da der allerede var en skildpadde på vej op. Det skal lige siges at stranden patruljeres hele natten af Rangere og alt registreres, der er også radiokontakt mellem alle Rangerne. Skildpadden som vi skulle se havde nogle problemer med at finde et sted at lægge æg så vi sad på stranden mens mørket faldt på. Imens fortalte vores Ranger en masse om dyrene, blandt andet at de kommer tilbage til den strand som de selv er klækket på men der går ca. 30 år før de lægger æg første gang. Pludselig mens vi sad der kom der endnu en skildpadde op af vandet lige ud for os. Så fik vores Ranger travlt med at dirigere os væk så den kunne komme så langt op som muligt, vi var ca. 30 mennesker i gruppen og skulle kravle samlet for at den ikke skulle blive bange og vende om. Børnene sad forrest i gruppen da skildpadden kravlede forbi dem kun 4-5 meter væk. Først rydder skildpadden et lille område og ligger sig til rette, så begynder den at grave med baglufferne. Når den først er begyndt at grave flytter den sig ikke mere og vi fik lov til at komme helt tæt på så vi kunne se hvordan den arbejdede, vi skulle bare holde os fra dens synsfelt. Rangeren lagde en lille lommelygte bag den så vi kunne se æggene falde ned i reden, skildpadder har ingen hørelse så vi fik hele tiden fortalt hvad der ville ske og hvor vi skulle sidde. Når skildpadden er godt i gang med at lægge æg er den i en slags trance og så fik vi for første gang lov til at tage billeder og video. Når æggene er lagt dækkes hullet til og skildpadden kamuflerer reden. ”Vores” skildpadde havde lagt æggene for langt nede på stranden så de ville blive oversvømmet ved højvande, og fostrene ville gå til. Rangeren gravede derfor et nyt hul højere oppe og gravede æggene fri og så skulle vi flytte dem. Der var 126 æg (gennemsnittet er 127) og det skal nævnes at de fleste skildpadder kommer ind 3 gange med 14 dages mellemrum, altså små 400 æg på en sæson. Det var en rigtig stor oplevelse og nu håber vi at komme ud at se når de små skildpadder løber ud i havet.

Grait Barrier Reef ville vi selvfølgelig også se, nu chancen var der. Vi havde booket en tur fra Town of 1770 ud til Lady Musgrave Island med en katamaran. Vi sejlede af sted ved otte tiden om morgenen og skulle sejle i næsten halvanden time. Da kaptajnen bød velkommen nævnte han også lige at der var ret høj sø, omkring 4 meter og vinden omkring 20 knop så vi skulle være forberedt på en hård tur. Der var på forhånd delt poser ud til alle og besætningen var klar til at hjælpe. Det var kun Mona, Børge og Michael der ikke blev syge og de havde hænderne fulde med at hjælpe børnene. Turen er siden blevet døbt ”brækturen”. Da vi kom ud til øen blev vandet helt rolig og alle fik det bedre. Vi var igen heldige og være det første hold der skulle ind på øen og gå en tur med en guide, det hjalp meget på søsygen. Katamaranen lagde til ved en pontonbro lidt fra øen så vi sejlede med små både ind til øen. Bådene havde glasbund så vi kunne se korallerne og flotte fisk i massevis. Selve øen er bygget op af koral gennem millioner af år og der er rigtig flot. Der er også en del fugle der yngler som vi kom tæt på. Tilbage på båden var appetitten ved at vende tilbage så efter en solid frokost var vi klar til at snorkle. Alt udstyret var på båden og der var livreddere til stede hele tiden. Vi fik en rigtig god eftermiddag derude og korallerne er ufattelig flotte når solen skinner på dem. Man må dog ikke røre dem da de er giftige, som så meget andet i Australien.

Nu var det jo ikke fordi vi glædede os til sejlturen hjem men den skulle jo overstås. Det gik nu fint, åbenbart fordi vi sejlede ”med” bølgerne, ingen syge denne gang.

Vi var også en tur på Fraser Island og rundvisning på Bundaberg Rom. Selv om der var nogle travle og lange dage fik vi også tid til at hygge os og snakke. De sidste juleindkøb skulle jo også gøres. Juleaftensdag om formiddagen var vi i Bargara og bade. Det foregik i regnvejr men havde været bestemt fra første dag og sådan blev det. Vandet var dejlig varmt men det var lidt koldt at komme op. Det klarede fint op til aften så julemaden kunne indtages på terrassen i 25 graders varme. Menuen var and, flæskesteg og risalamande med tilbehør. Det havde knebet lidt med julestemningen men da først vi kunne dufte maden blev der jul alligevel. Vi havde også købt et (plastic)juletræ og børnene havde lavet julepynt. Det var en rigtig dejlig juleaften.

Juledag pakkede vi bilerne og kørte 3 timer sydpå til et motel i Beerwah. Motellet lå lige ved siden af Steve Irwins Australia Zoo hvor vi brugte hele 2.juledag. Australia Zoo er meget andet end krokodiller. Der er selvfølgelig alle de australske dyr men også elefanter og tigre. Man kan være med til at fodre mange af dyrene og meget af det er lavet som en slags undervisning. Der er et stort anlæg som de kalder Crocoseum hvor Terri Irwin selv fortalte om og ”legede” med krokodillerne. Steve Irwin selv var ikke så populær før sin død, men nu er han nationalhelt og har fået veje opkaldt efter sig. Der er også en ”Steve Irwin Day”.

Efter endnu en nat i Beerwah skulle vi videre sydpå. Først var vi omkring The Big Pineapple (Den Store Ananas). Det er en Ananasfarmer som har lavet en kæmpe Ananas som et udkigstårn. Der er selvfølgelig også butik og ikke mindst et lille tog som man kan køre med og se en del af farmen. Toget stopper undervejs og vi fik fortalt om Ananas farming. Det tager to år før den første frugt kan høstes og derefter en hver år i de næste to år. Frugterne bliver mindre hvert år så efter tre frugter planter man nye. Der er faktisk ikke noget der hedder Ananas plante fra naturens side, men det er en lang historie…. Næste stop var et motel i Comoora på Goldcoast syd for Brisbane.

Goldcoast er kendt for sine såkaldte Theme Parks, Movie World, Wet’n Wild, Dream World og Sea World som vi ville se. Som navnet siger, er der alle mulige dyr fra havet lige fra små tropiske fisk, pingviner, hajer, isbjørne og ikke mindst delfiner. Endnu en masse gode oplevelsen, der er også et vandland i Sea World så de der havde lyst fik en tur i vandruchebanen.

Vi blev på samme motel en nat mere inden vi skulle videre. Denne dag skulle vi køre næsten 600km. til næste motel men vi startede alligevel med en omvej ud i Springbook Nationalpark. Det er et bjergrigt område på grænsen mellem Queensland og New South Wales. Der er nogle flotte vandfald og Lookouts med en fantastisk udsigt. Det havde lige regnet da vi var der så der var godt med vand i faldende. Efter to overnatninger i Kempsey med en hviledag ved poolen ankom vi til Sydney d. 31 ved middagstid. Hotellet lå meget central med udsigt over Hyde Park og med havn, operahus og centrum i gå afstand. Vi ville gerne opleve fyrværkeriet om aftenen så vi gik en tur ned til havnen for lige at sondere terrænet og udse et sted vi kunne se det. Vi vidste godt at de bedste områder allerede var fyldt op, de første var mødt dagen før, men der var stadig plads foran operahuset om eftermiddagen. Vi ville dog ikke vente fra midt på eftermiddagen så vi gik en tur i Hyde Park og spiste aftensmad hjemme på hotellet. Der er fyrværkeri to gange i løbet af nytårsaften, første gang kl.21, så der stod vi klar med udsigt til Sydney Harbour Bridge. Det var dog en ”fuser” da det kun er foran operahuset at der skydes af kl.21, vi kunne kun se lidt glimt og var noget slukørede. Men så til midnat lykkedes det og det var besværet værd. Tilbage på hotellet kunne vi skåle det nye år ind og hygge os.

Nytårsdag var vi en tur i Chinatown inden vi igen gik ned på havnen. Man kunne faktisk ikke se at der havde været over 1,3 mio. mennesker ved Circular Quay nogle timer før. Vi tog en havnecruise og fik selvfølgelig også set Utzons operahus, man forstår godt at det hører med til verdens vidundere. Rammerne omkring operahuset er også meget specielle med den naturlige havn og de gamle restaurerede pakhuse. Sidste dag vi havde Toyota’ en kørte vi en tur i Blue Mountens som starter en times kørsel fra Sydney. Navnet kommer af at der altid er et blåligt dis over bjergene og man har fundet ud af at det er Euculyptus træerne der afgiver dampe. Vi besøgte flere flotte steder med vandfald og klipper. Højdepunktet var dog Jenolan Caves som er drypstenshuler der er formet gennem millioner af år. Vi var på en times guidet tur gennem nogle af hulerne og fik nogle gode historier fra dengang men gravede dem ud.

Tilbage i Sydney fik vi set mere af byen, blandt andet en tur op i Sydney Tower. Tårnet er over 300 meter højt med observatorium og restaurant 254 meter oppe. Med til tårnet hører også en 4D biograf som vi prøvede. Sidste prøvelse inden vi skulle hjem var en gåtur over Sydney Harbour Bridge, ikke som almindelig fodgænger men oppe på toppen 134 meter over havet. Turen tager 3½ time hvoraf 1½ time er sikkerhedsinstruktion, en tur gennem metal detektor og påklædning. Der er selvfølgelig styr på sikkerheden og der er tænkt på alt. Selv dragterne vi skulle have på er samme farve som broen så bilisterne på broen ikke bliver distraheret. Inden opstigningen bliver man koblet på en stålwire med en lille strop og kan først komme fri i når man er nede igen. Desværre kunne Lasse, Lærke, Sanne og Simon ikke komme med da aldersgrænsen er 11, Irma havde fået dårlig ryg på turen og blev også nede men vi andre havde en fantastisk oplevelse. Guiden stoppede op mange gange så vi kunne nyde udsigten, hun tog også billeder som vi kunne købe bagefter.

Vel tilbage på hotellet igen skulle vi spise til middag og bagefter med en åben bus rundt i byen. I travlheden slog Peter sin fod mod hjørnet af en seng, resultatet blev en taxi tur til skadestuen i stedet for bustur. Røntgen billederne viste to brud i storetåen!!! Efter vi kom hjem til Bundaberg har han været ved specialist og fik besked på at holde den i ro i tre uger.

Lørdag d.5 var det tid til at pakke bilen og sige farvel, vi skulle køre de små 1400km. hjem og resten af flokken flyve fra Sydney dagen efter. Det havde været tre super gode uger med mange oplevelser sammen. Vi havde også været heldige med vejret, for selv om det er den våde sæson oplevede vi kun nogle få byger. På vej hjem så vi store områder der var oversvømmede og vi var heldige overhovedet at komme igennem. Lørdag aften stoppede vi i Crafton på et motel, her fik vi at vide at hovedvejen tidligere på dagen havde været lukket. Søndag eftermiddag var vi hjemme i Bundy.

I Januar fejrede vi Louises 12 års fødselsdag. Vi startede dagen med gaver og fødselsdagssang, og om eftermiddagen var vi på besøg hos Susanne og Dave, og deres tre børn. De er at Dansk/ Engelsk par som vi har mødt, de har været i Australien i fem år. Vi havde længe snakket om at vi skulle mødes men den eneste dag det passede os alle var på Louises fødselsdag. Så vi tog fødselsdagskagen med og Susanne havde lavet æbleskiver.

Vi har også været ude ved Mon Repoos igen. Torben som arbejder for Centracks i Emerald kom herned for at se skildpadderne og vi fulgtes med ham. Denne gang var vi heldige først at se de små skildpadder løbe ud i vandet og bagefter en voksen der lagde æg. Men har fundet ud af at de små selv skal gå ud i vandet, ellers kan de ikke finde tilbage om 30 år når de skal lægge æg. Vi fik at vide at de bruger jordstrålerne til at navigere efter. Rangerne havde sat en lille kravlegård op omkring reden. Så stillede de alle børnene op bag ved hinanden med spredte ben og så skulle de lyse med lommelygter mellem deres fødder. Så blev kravlegården åbnet og de små skildpadder løb gennem hele rækken ned til vandet.

Vi har før skrevet om tørken som har varet i flere år. I nogle områder ser det heldigvis ud til at tørken er forbi. Her i vores områder er der faldet nogenlunde med vand og de to damme som leverer vand til Bundaberg er steget noget. Paradise Dam er steget fra 10% til 28% og indeholder 83.000 megaliter. Fred High Dam er steget fra 16% til 20% og indeholder 114.000 megaliter. Samtidig er der en del små damme og sluser der indeholder en del vand så det ser bedre ud end det har gjort længe.Der skal dog stadig spares på vandet og farmerne er fortsat rationeret.

I Emerald er situationen en helt anden. Fairbairn Dam ligger lidt syd for byen og er Queenslands næststørste opdæmmede sø. Søen var i november under 20% men i løbet af december og starten af januar steg den til omkring 35%. Midt i januar kom der så et ordentlig regnskyl lige i opsamlings området og i løbet af få dage var dammen fuld for første gang i sytten år. Ikke nok med at søen var fuld, der løb så meget vand til den at den 147 meter lange spildvej ikke kunne følge med. Vandstanden steg til 4,5 meter over dæmningen og fik floden gennem Emerald til at stige 15 meter. En del af byen og store områder omkring blev oversvømmet. 2500 mennesker blev evakueret, hundredvis af kreaturer druknede og mange huse ødelagt. Vi ville gerne se dammen fuld så vi kørte derop en tur, samtidig kunne vi jo besøge Torben. Da vi nåede frem var vandet i floden faldet med et par meter men dammen løb stadig over med godt to meter. Skaderne i området var selvfølgelig ikke opgjort men myndighederne anslog dem til over en milliard dollar. Til gengæld er der nu vand til de næste fem år uden yderligere regn. Emerald er et mine område så Peter var også omkring en af minerne og fik set nogle af de store maskiner.

Endelig blev det d.29 januar og første skoledag for Lærke. I sommerferien havde hun fået uniform, skolebøger og ny skoletaske så hun glædede sig selvfølgelig til at komme i gang. Louise og Lasse glædede sig også, selv om de var lidt spændte på at se hvem de skulle i klasse med. Hernede bliver klasserne lavet om og man får man ny klasselærer hvert år. Helle har været heldig og fået fast arbejde på specialskolen tre dage om ugen for hele skoleåret. Samtidig har hun også vikartimer de øvrige dage. Peter er også i gang så nu er der hverdag i Bundaberg igen.

Det har været et par stille måneder siden vi skrev sidst. På specialskolen har de manglet hjælpelærer så Helle har næsten haft fuld tid siden skolen startede efter ferien. Hos Centracks er der også travlhed så Peter keder sig heller ikke. I skolen er Lærke faldet godt til og er meget glad for klasse kammeraterne. I hendes klasse er der to andre udlændinge så de har lige haft tema om andre lande.  Helle var med i skole en dag og sammen med Lærke lærte de resten af klassen at tælle til ti på dansk. De sang også et par danske børnesange. Lasse og Louise har meldt sig til musikundervisning i skolen. Lasse spiller klarinet og Louise spiller violin. Skolen har instrumenterne som man så lejer for et år. Der er selvfølgelig stadig svømning på skemaet men det slutter snart da det bliver for koldt. I vinterhalvåret er der så alt mulig andet sport de kan deltage i.

I februar var vi i Lions Park og fejre det kinesiske nytår. Der var levende musik og forskellige traditionelle kinesiske danse. Der var selvfølgelig også boder med alt muligt, blandt andet salt lakrids fra Sverige!!

I påsken kørte vi en tur ind i landet. Lidt nord for Monto ligger Cania Gorge (gorge betyder kløft). Det er også et gammelt guldmine område. Det meste af guldet blev fundet ved at grave overjorden igennem, så man går rundt imellem bunker af jord. Der er dog enkelte skakter som man stadig kan kigge ned i. Cania Gorge er kendt for sine mange vandrestier. Der er mange forskellige huler og udkigs punkter. De to dage vi var der, var vi ude at gå hver dag og selv om vi gik over 5km hverdag så klagede børnene sig ikke. Her skal men huske på at det gik meget op og ned af bakke når vi skulle til de forskelligt huler.

En aften kom vi frem til en lille plads i en statsskov hvor man må campere. Vi bestemte os for at slå teltet op og blive der. Der var nogle få andre campister på pladsen og vi var dårlig blevet færdige med at sætte teltet op før vi blev inviteret over til deres lejrbål. Vi havde en rigtig hyggelig aften og Lasse fik lært at spille på skeer.
Vi har længe lagt planer for en tur ind til det såkaldte ”Red center” og nu bliver det. Skoleferien starter d.5 April og så tager vi af sted. Vi har fri i fire uger og håber at nå både Alice Springs, Ayers rock, Kakadu Nationalpark ved Darwin og Cairns området i det nordlige Queensland.

Fire ugers ferie

Her er så endelig en ”lille” beretning fra vores ferie. Det meste er skrevet undervejs som vi kom frem, ellers kan det være svært at holde styr på fire uger med masser af oplevelser og indtryk.

Dag 1.

Kørte fra Bundy kl.6.30 og ank. til Longreach kl.18.00. 995 km efter speedometeret og det gik rigtig godt. Vi tankede i Emerald og spiste til middag der inden vi fortsatte vestpå. Ellers holdt vi kun få gange for at komme på toilet eller få friske forsyninger ind fra køleskabet. Børnene fik set noget dvd og tegnet lidt. De sov dog de første par timer. Fin campingplads i Longreach med spa og pool. Der var allerede mørkt mens vi spiste til aften og det blev ret hurtigt kølig så vi måtte have jakker på.

Dag 2.

Blev vækket at fugle der holdt morgensamling i træet lige ved siden af teltet, klokken seks… Vel oppe var det første vi snakkede om hvor anderledes luften var. Der er nemt at mærke at vi er inde i landet nu, luften er tør og der dufter anderledes. Vi startede med at køre på The Australian Stockmans Hall Of Fame. Kreaturer hernede kaldes livestock eller bare stock og det er stockmen der passer dem. Stockmans Hall Of Fame er et museum der fortæller om Australiens historie fra de første europæer kom hertil og frem til nu. Der var også en del om Aboriginal befolkningen og deres tracks gennem landet. Rigtig spændende og lærerig at se.

På den anden side af vejen ligger Quantas Founders Museum. Quantas er i dag Australiens luftfartselskab men det startede oprindelig i Longreach. En del af museet er i dag i den første hangar de byggede men der er blevet bygget en større bygning ved siden af med forskellige display og biograf. Udenfor er det store trækplaster. Der står en Boing 707, som har været prinsen af Saudi Arabiens privatfly og en Boing 747-200 som Quantas forærede museet kort efter det startede i 2002. Maskinen er fra 1979 og har haft 18500 cyklusser og har fløjet det der svarer til ti år i luftet uafbrudt. Vi var først gennem museet og var på rundvisning i begge flyene. Man kunne også købe en såkaldt ”wing walk” hvor man havde adgang til ALT i 747’eren og til sidst var ude at gå en tur på vingen. Peter var på sådan en tur. Der var ikke andre deltagere så det var ”alene undervisning”. Han var oppe i halen, hjulkasserne, cockpittet, computer rummet, lastrummet og til sidst ude på vingen. Der er ca. ti maskiner der er udstillet verden over men det er den eneste man kan få ”hands on”, rigtig spændende og en rigtig drengerøvs oplevelse. PS: guiden var en pige!!

Dagen sluttede ved poolen på campingpladsen hvor ungerne fik afreageret efter TO museumsbesøg på en dag.

Dag 3.

Ingen fugle denne morgen men var alligevel nogenlunde tidlig oppe. Efter morgenmad pakkede vi sammen, tankede bilen op og forlod Longreach. Det var planen at køre det meste af dagen og måske nå helt til Mount Isa. Efter et par timer kom vi til Winton og holdt vi pause ved byens turist information. Der kom vi til læse om nogle dinosaur fodspor lidt uden for byen. Vi bestemte at der ville vi ud og kunne lige nå rundvisningen kl.2. Der var 110 km. derud og kun 40 af dem var på asfalt, vi var det ti minutter før.. Sporene er gravet fri, konserveret og der er bygget en hal over dem for de skal forblive intakt. Der er spor i mange forskellige størrelser og guiden fortalte hvordan man forestillede sig det var foregået dengang. Blandt andet mente man at der var en del små dino’er der var gået rundt på stedet og så var der kommet er stor og overfaldt de små. Efter rundvisningen gik vi op til et lookout hvor vi kunne se hele området. Det er lidt svært at forestille sig at der engang var hav i denne stenørken. Vi kørte de 110 km. tilbage til Winton uden at se en eneste bil.
Vi blev i byen hvor tankstationen også driver en lille campingplads vi kunne overnatte på. Det var jo mandag og så starter hjemme undervisningen. På pladsen var et lille overdække med bænke og lys så der sad vi og lavede lektier alle sammen (At skrive dagbog til hjemmesiden er også lektier).

Dag 4.

Oppe med solen, fik morgenmad, pakkede og klar til afgang kvart over otte. Kører stadig nordvest på men vejene er blevet noget øde men stadig ret gode. Der var et enkelt område nord for Winton med grønt græs på markerne men ellers er der gult og vissent. Træerne har dog grønne blade og ser ud til at klare sig. Lastbilerne har fået en anstændig størrelse nu, maksimal længde er 53,5 meter. De fleste kører med tre trailere men enkelte kører med fire, enten som b-dobbel plus tre trailere eller minernes road-trains med fire sidetippere. Mange road-trains vi møder er kvægtransportere på vej til markeder eller slagterier østpå. Det meste landbrug herinde i landet er kvæg eller fåreavl. Der står vindmøller på markerne som pumper vand op i små dammer og markerne er kæmpe store, de fleste steder er der hegn ud mod vejen men der kan godt være kreaturer på den gale side. Nåede til Mount Isa og begyndte at køre stik vest mod grænsen til Northen Territory. Området omkring Mt. Isa er bjergrigt og meget flot. Sidst på eftermiddagen kom vi til Camooweal kort før NT grænsen. Vi tankede og kiggede os omkring efter et sted at sove. Børnene spottede en lille campingplads med pool og så var det afgjort.

Dag 5.
Kørte fra Camooweal og efter ti minutter kørte vi ind i NT. Det blev vejene nu ikke ringere af men hastighedsgrænsen er nu 130 km/t. Efter et par timers kørsel havde vi en lille oplevelse med de indfødte. Midt ude på en øde strækning stod pludselig en sort mand og viftede med en benzindunk. Hans bil stod lidt inde mellem træerne og der gik også nogle børn rundt. Det er almindelig kendt at de skal ”låne” lidt benzin som man så kan få tilbage på næste tank lidt længere fremme. Fakta er at de stikker af ind mellem træerne og man ser dem aldrig igen..Vi kørte forbi, men hilste pænt- så ka’ de lære det… Vi kom til Tree Way hvor vejen går nordpå til Darwin og sydpå til Alice. Vi tankede der og drog mod Alice. Undervejs kom vi forbi Dewils Marples som er et område med kæmpestore sten som er rester af gamle klippeformationer. Vi fortsatte endnu et par timer til Wycliffe Well roadhouse som også har campingplads. Stedet er opstået omkring en brønd hvor stockmen’s kunne vande kreaturer. Under anden verdenskrig opstod der farme som skulle forsyne krigsområderne mod nord med friske grønsager. Jorden er meget frodig hvis den ellers får vand nok. Nu er der bare roadhouse med tank, camping og motel og stedet er kendt som et UFO spot sted. Der er nu nok mest fordi at ejerne har malet aliens, ufo’er og monstre alle steder. Om aftenen da vi sad i campkøkkenet og lavede lektier stod der pludselig et filmhold fra en lokal tv station i Alice. De skulle lave en reportage om UFO’er og var smuttet de 355km hver vej for at lave to minutters optagelse. På den måde endte vi i Australsk tv sammen med en hollandsk par der også var på pladsen den nat.

Dag 6.

Vi sov lidt længe den dag og nød morgenmaden lidt længere en normalt. Vi skulle jo fejre Helles 36 års fødselsdag. Da vi havde pakket sammen trillede vi de sidste stykke til Alice Springs og fandt en rigtig fin campingplads lige ved foden af McDonnell Range som er bjergkæden den løber gennem byen. Campingpladsen var som en dansk plads med træer og buske mellem pladserne. Det er ikke normalt hernede men ellers er de campingpladser vi har været på indtil nu været ok. Der er altid et campkøkken med gratis BBQ, mikrobølgeovn, gasblus og borde. Selv om toiletbygningerne godt kan være gamle er de rene og pæne. Der var ikke mindre en tre pools på denne plads så ungerne var ikke til at styre. Da mørket faldt på gik vi en lille tur til en lille restaurant og holdt fødselsdag. Peter faldt i snak med en mand som viste sig at være fra Østrig. Ham og konen var på vej nordpå til Kakadu NP i deres 4wd og campingvogn. Deres datter bor i Perth i WA og de fortalte at de boede i Østrig om sommeren men rejste til Australien hvert år i oktober måned og rejste først hjem når vejret var mildt igen derhjemme. De mente det var den perfekte måde at være pensionister på. Hmmm værd at overveje, men der er heldigvis længe til!!

Dag 7.

Lige i udkanten af Alice ligger Dessert Park. Det er en park som rummer alt hvad der er i den australske ørken, men samlet i gå afstand… Man får udleveret en lille maskine og et sæt hovedtelefoner når man kommer ind i parken. Når man så går rundt står der numre skrevet på skilte som man taster ind på radioen og så får man fortalt om de ting man står ved. Der var også et lille område hvor en ranger fortalte om nogle af ørkenens fugle. De havde nogle af dem og de kom flyvende ind over os for at blive fodret. Det var et rigtig spændende sted og vi var der det meste af dagen. Vi nåede dog lige at proviantere og tanke før vi kørte tilbage til teltet. Det var helt rart ikke at skulle pakke sammen og stille op en hel dag. Dagen sluttede ved poolen hvor børnene blev kølet lidt af. Selvom det er efterår er der stadig 30-35 grader herinde, men om natten er der kun omkring 15. Vores naboer på pladsen var også ved poolen med deres børn vi kom selvfølgelig til at snakke lidt med dem. De skulle sammen med to andre bilen en tur midt gennem Stuart Dessert i 4wd og håbede at kunne køre de 800km på to uger. Der er 120 sandmiler som skal forceres plus en masse creeks, lidt en alternativ ferie må man sige. Det viste sig også at manden havde været udvekslingselev og havde arbejdet på en dansk kvæggård tilbage i 1992, han skrev stadig sammen med sin gamle værtsfamilie i Sønderjylland. Han kunne også huske det danske rugbrød men var mere begejstret for Tuborg.

Dag 8.

Afgang fra Alice med kurs mod Ayers Rock eller Uluru som er det korrekte navn nu om dage.. På vej derud er et område hvor en stor meteor faldt ned for mange tusinde år siden. Der er 17 huller i alt og vi gik en tur omkring det største. Det er en tur på en halv time i rask tempo, og det er lavet af en meteor på 200 kg. Der er fundet en rest af den på 44kg som er på museum i Alice. Uluru ligger i ørkenen men hvis man forventer at køre rundt i sand og klipper bliver man skuffet. Der er buske og græs med enkelte træer næsten overalt og det ser faktisk rimelig grønt ud selv om det er et par måneder siden det sidst fik vand. Det eneste sted man kan bo ved Ulure er i Yalara/Ayers Rock Resort. Det er meget turistpræget og ligger i den dyre ende. Alt derude er helt eller delvis ejet af den oprindelige befolkning og det er dem der scorer kassen. Vi kom frem midt eftermiddag, fik sat teltet op og spiste tidlig til aften. Så kørte vi ud mod stenen for at se solnedgangen. På vej derud kører man ind i selve nationalparken og skal betale 125kr pr. voksen for at få lov til at køre ind, tilladelsen gælder dog i tre døgn. Det er lidt specielt at endelig at se stenen. Selv om solnedgangs pladsen ligger et stykke derfra er stenen bare kæmpestor. Der var lidt lave skyer så solnedgangen blev lidt spoleret, vi håber på bedre vejr i morgen. Solen gik for resten ned kl.18.30 præcis. Tilbage til teltet og i seng.

Dag 9.

Var klar igen ved stenen til solopgang kl. 06.30 og der var skyfri himmel. Selv om vi stod og småfrøs blev man helt varm inden i når stenen skifter farver. Vi blev holdende samme sted og spiste morgenmad, der var fuldstændig stille og ikke en vind der rørte sig. Derfor var det med stor optimisme at vi kørte rundt om stenen til det sted man klatre op på den, men NEJ. Da vi kom derover blæste det så meget at Pajero’en vippede og der var lukket for den dag. Man siger at Uluru har sit eget vejrsystem og det tit blæser på den ene side og er vindstille på den anden. Nå men vi satser på i morgen. Vi kørte i stedet de 55 km. til The Olgas/ Katja Tjuta som er den anden seværdighed i parken. Der er en vandretur som kaldes The walk of the wind og går ind mellem de mange klipper. Navnet kommer af at der på nogle snævre steder blæser rigtig meget og man skal virkelig holde på hat, briller og børn (der er dage hvor den er lukket pga. vind). Det er en tur på næsten 10km så der gik det meste af dagen. Tilbage mod Uluru ligger der et Aboriginal Culturalcenter som vi besøgte. Så var det igen tid til solnedgang og denne gang uden skyer. Det er fantastisk som stenen skifter farver som solen flytter sig.

Dag 10.

I dag var vi rigtig tidlig oppe, pakkede teltet sammen og var klar ved Uluru til solopgang. Vi havde igen håbet på stille vejr men det blæste for meget til at bestige stenen. I stedet gik vi med på en guidet tur som går langs den ene siden af stenen. Rangeren fortalte blandt andet hvordan stenen er skabt for millioner af år siden. Det er faktisk kun toppen af stenen der er synlig og den ligger på siden. Rangeren fortalte også en del om den oprindelige befolkning og deres tilknytning til stedet. Da turen sluttede kørte vi en sidste omgang om den specielle sten og satte så kursen nordpå mod Kings Canyon, en tur på godt 300 km. Vi var fremme midt på eftermiddagen og var i kløften da solen gik ned. Der er nu blevet lidt køligere, især om natten. Om dagen ligger vi stadig på godt 30 grader men nattetemperaturen er nede på 12-14 grader så man bliver i soveposen om natten. Der er campingplads ved Kings Canyon så vi overnattede der.

Dag 11.

Pakkede sammen og gik en tur ind i kløften. Man går i bunden af vandløbet og der er masser af dyreliv at kigge på. Fra Kings Canyon kan man køre en genvej tilbage til Alice Springs og spare en del km. Det er dog mest på ”dirtroad” men vejen var dog fornuftig og bare man kan holde farten oppe mærker man ikke ”vaskebrættet” så meget. Den tur er nok det nærmeste vi har været på en rigtig ørken. Det var meget øde og sandet og man kører langs bjergkæder hele tiden, en rigtig flot tur. Lidt før Alice ligger et sted som kaldes Standley Chasm som vi havde planlagt at se. Det er et bjerg som er revnet og har delt sig og man kan gå ind i den 2-3 meter revne. Vel tilbage i Alice (efter at have hjulpet en franskmand med at skifte hjul på en lejet 4wd’er) slog vi lejr på den plads vi kendte.

Dag 12.

Fy for f….. det har været koldt i nat. Peter frøs så meget at han stod op kl.6 for at få varmen. Han fandt sin gamle danske mobiltelefon med termometer frem og den viste kun 6 grader da den lå på bilens motorhjelm. Nå men straks solen viste sig var der igen dejlig varmt. Vi pakkede og kørte nordpå. Der er den samme vej som vi kom, så det drejede sig bare om at få kørt nogle km. i en fart. Det gik godt og vi nåede nord for Three Ways til et Roadhouse der hedder Renner Springs. Det er til dato nok det ringeste sted vi har overnattet. Der var ikke specielt rent og selv om der var pool nedlagde Helle forbud mod at bade da hun så de forskellige dyr i vandet (det afholdt dog ikke andre gæster fra at bade).

Dag 13.

Vi havde jo ikke noget at blive for når vi ikke kunne bade så det var bare om at komme af sted. Efter et par timer kom vi til Mataranka hvor der er en varm kilde man kan bade i. Den giver faktisk godt med vand og temperaturen er 34 grader året rundt. Under anden verdenskrig blev stedet brugt som rekreation for soldater og de menige udbyggede kanalen og lavede en fin pool. Der plaskede vi rundt noget tid og nød det. Der er også et ressort med bygninger tilbage fra krigstiden og stedet er også kendt fra en gammel australsk film som er indspillet på stedet. Filmen hedder We from the never never. Sidst på dagen kom vi frem til Katherine hvor vi nok bliver et par nætter.

Dag 14.

Katherine Gorge er et system af 13 kløfter den er vandfyldte året rundt. Der er tre måder man kan se dem, enten skal man flyve, gå rundt omkring eller også skal man sejle. Vi havde booket en sejltur op i de tre første kløfter med mulighed for at bade også. Turen starter i Katherine River og man sejler ind i første Gorge. Når man når til anden gorge ligger båden til og man går små 2oo meter til næste gorge hvor der ligger en båd og venter. Sådan også til tredje gorge men efter en tur rundt ligger båden til og vi gik eller kravlede op af klipperne til en lille dam med et vandfald vi kunne bade i. Det var en utrolig flot tur og en stor oplevelse. Der var også to rangere ombord som selvfølgelig fortalte en masse, den ene af dem var en ”learner” eller nybegynder og det fik vi også at føle. På vej tilbage gennem anden gorge sejlede han båden op på en stor sten og vi sad fast. Den kvindelige erfarne ranger fik os dog fri efter vi havde flyttet det meste af vægten ned agter i båden. Vel tilbage var det tid til en is inden vi kørte tilbage til byen. Helle er på udkig efter en Didjeridu og der var et par butikker i byen som hun besøgte. Det blev dog ikke til en handel i dag, men nu kender hun priserne. Børnene suste i poolen da vi kom tilbage på pladsen og vi sad og slappede af. Der sad et andet par vi kom til at snakke med. De havde et hold tvillinger på tre år og fortalte at de ville rejse rundt i landet indtil børnene skal starte i skolen. Manden var elektriker og konen lærer så der var arbejde til dem uanset hvor de kom frem. I Kathrine var det hendes tur til at arbejde i tre måneder inden de ville fortsætte ned af vestkysten.

Dag 15.

Pakkede og tankede i Kathrine og kørte nordpå. Lidt uden for byen gjorde vi en afstikker til Edith Falls vandfald. Det var ret kraftig men stierne bag om faldet var desværre stadig lukkede efter den våde sæson så vi kunne ikke gå derop. Her i det nordlige Australien er regntiden fra november til april og der kommer normalt så meget regn at veje og tracks bliver oversvømmede og ødelagt. En anden lille detalje vi skal tænke på heroppe er krokodillerne. Der er to slags, ferskvands krokodillerne er normalt sky og holder sig væk fra mennesker. Saltvands krokodiller ”salties” er straks meget værre. De går ikke af vejen for noget som helst, de er snu og fra naturens side er de godt hjulpet. Efter regntiden gennemsøger rangerne de populære badesteder ved vandfaldene for salties og flytter dem ud hvor der ikke kommer så mange mennesker. Da det er lige efter sæsonen er der stadig chance for salties så der var badeforbud ved vandfaldet. Vi havde egentlig bestemt at vi ville se Kakadu Nationalpark syd for Darwin men alle vi har snakket med på turen (og det er ikke få) har fortalt at Litchfield Np er meget flottere og ikke så overrendt. Den er også meget mindre så vi sparer 3-400km. Det eneste vi måske går glip af er Aboriginal malerier men det er mest naturen vi gerne vil se. Vi kørte til Litchfield og startede med at se et område med mange termitbo i alle størrelser. Det er ufattelig at så mange små dyr kan bygge noget så stort og ikke mindst stærk. De tåler både ild og vand uden de tager skade. Videre til Florence Fall, et større vandfald hvor vi kunne bade under. Ikke langt derfra var Buley Rockhole som er et andet flot sted med mange, men mindre fald. Der er mange huller at bade i og vandet er rimelig varmt selv om det løber stærkt. Det var lige noget for os og vi kom ikke rigtig videre. Vi havde set at der var en campground ved stedet og da vi til sidst var helt opløste kørte vi derover. Det blev lidt alternativ med teltet den aften. Underlaget var klipper så vi nøjedes med inderteltet som blev holdt fast med sten i hjørnerne. Det var en rigtig lun aften med fuldmåne og masser af stjerner, mange af de andre på pladsen samlede træ og havde bål.

Dag 16.

Vi kørte videre ind i parken og så mange flotte steder. Det største vandfald Wangi Falls var enormt og selv om vi stod 200 meter derfra kunne vi mærke vandet i luften. Der var igen lukket for at svømme i poolen pga. salties. Der går et 4wd track fra parken mod Darwin men den var endnu ikke repareret efter regntiden så vi måtte tilbage gennem parken for at komme på hiway’en. Det betød at vi kom forbi Buley rockhole og så måtte vi ud at svømme igen. Vi havde ikke fra starten bestemt om vi ville til Darwin men fra Litchfield er der kun godt 1ookm derop så Darwin kom med på turen.  Det var søndag eftermiddag da vi kom til byen og selv om det er statens hovedstad var trafikken rimelig rolig. Efter et par forsøg og gode råd fra en taxichauffør fandt vi et motel. Det var dejlig bare at rykke ind uden at tænke på telt, pløkker og gasblus. Der var selvfølgelig også den obligatoriske pool og en rigtig hyggelig gårdhave. Børnene strøg i vandet og vi to gamle nød en Bundy’ rom og cola. Aftensmaden stod- efter ønske- på McDonald og vi så tv for første gang i to uger.

Dag 17.

Det blev ikke til det vilde i dag. Vi gik ind i byen og fik set en masse butikker. Udvalget af Aboriginal ting er meget stort i Darwin og vi fik købt et par ting. Vi fik også provianteret til de næste dage. Sidst på dagen var vi på havnen og omkring parlementshuset som også huser højesteret. Det er egentlig en hyggelig ”storby” men der er en del tiggere hvis man sidder ude og spiser.

Dag 18.

Så var freden forbi for denne gang. Vi kom ikke fra hotellet før ved ni tiden men fik alligevel godt 900 km. høvlet af inden fyraften. Det er alt sammen noget vi har set så vi holdt kun de nødvendige pauser og børnene fik set lidt dvd igen. Der blev også tid til at lave lidt lektier, Louises lærer har sendt en dagbog med som skal holdes opdateret. Til aften holdt vi ind på BankaBanka Station som også driver en lille camp, en kvæggård hernede kaldes en Station. Efter aftensmaden var der film på gavlen af det hus baren var i. Det var om dagligdagen på stedet og de to andre stations som den drives sammen med, de er en del af Australiens største farm og de sender tusindvis af kreaturer til slagtning om året. De bliver alle kørt til Darwin og udskibet levende til østen hvor de bliver slagtet. Vi så billeder af skibet som kan rumme 65000 kreaturer samt et billede fra søsterfarmen Helen Station hvor der holdt seksten roadtrains og læssede på en gang. Peter spurgte lidt til regler ved transporter af dyr (med de danske myndigheder i tankerne). Turen fra Bankabanka til Darwin er som sagt på 900 km. men halvvejs læsses dyrene af, fodres, vandes og har en overnatning. De var ikke helt klar over hvordan man gjorde i Queensland hvor der er markeder og mange slagterier men de mente at det var under tolv timer man måtte transportere uden hvil. Det var rigtig sjovt at se og høre hvordan de arbejder på farmen og til sidst blev vi undervist i at bruge pisken. Den bruges nu ikke længere da man har indført ”low niose handling” af kreaturene, de ansatte må ikke engang råbe efter dyrene. Ham der fortalte om stedet var for øvrigt fra England og var glad for Danish Bacon, godt for moralen i dette kvægland.

Dag 19.

Dagen stod igen på landevej. Langs de store Hi-ways ligger der nogle små politistationer og dagens højdepunkt var at vi blev stoppet og Peter måtte blæse i alkometeret, i øvrigt for første gang nogen sinde. Der var ikke noget at komme efter så turen fortsatte ind i Queensland. Som vi nærmede os Mount Isa blev der mere kuperet og trafikken tog til. Byen er en mineby og selv på campingpladsen er der bilen fra minerne og folk kører til og fra arbejde stort set hele døgnet.

Dag 20.

Videre fra Mt Isa østpå og efter en times tid passerede vi Cloncurry. Derfra er alt nyt for os igen og det blev lidt mere spændende. Vi har fra starten regnet med at skulle op til Cairns og se så meget vi kunne nå deroppe. April måned er tit meget regnfuld i det nordlige Queensland så det har været svært at planlægge, nu må vi se hvad det bliver til. Vi begyndte at køre nordpå mod Karumba som ligger ved ”golfen” hvor man kan se solen gå ned over havet. Vi kan se på naturen at vi nærmer os troperne igen. Det er noget anderledes end ved Darwin, her er store områder der er sump eller oversvømmede. Floder og creek’s løber også godt Det var ikke afgørende at se solnedgangen men det passede med at vi kom til Karumba sidst på eftermiddagen og skulle alligevel finde et sted at overnatte. Vi så en flot solnedgang samtidig med at kunne se fisk og rejer springe i det blikstille vand.

Dag 21.

Fortsatte mod vest og kom til Undara Volcanic Nationalpark midt på eftermiddagen. Der er flere gamle vulkaner i området og nogle af dem er der huler eller ”rør” hvor lavaen engang flød.  Stedet er privat ejet og alle bygninger er enten gamle banevogne eller bygget som banevogne. Der er også camping så vi overnattede der. Man kan komme ind i hulerne men for det første var det ufattelig dyrt og så har vi tidligere været i krystal huler. Vi gik et par turer over vulkanerne i stedet for.

Dag 22.

På vej fra Undara var vi forbi en anden vulkan og gik turen rundt på kanten. Vi fartsatte mod bjergområdet vest for Cairns der kaldes Atherton Tablelands (tableland er et plateau). På dette tidspunkt var vi nok ved at være lidt trætte og mætte af oplevelser. Vi kørte fortsat gennem endeløse bjerge og synes måske at vi havde set så meget flot natur de sidste tre uger at det ville være svært at blive imponeret (Undara var nok ikke hvad vi regnede med). Ja, tanken om at holde til højre og køre mod Bundy strejfede os da.. Vi kom til Ravenhoe og holdt ind ved en turist information for at få lidt gode råd. Som så mange gange før fik vi mange gode tip og lokale kort med seværdigheder Da vi fortsatte derfra og kørte op på tablelandet var det lige som det hele forandrede sig. Bjergene var stadig høje men mere bløde og der var dejlig grønt græs overalt. Hvor der før kun var huse i de små byer var der nu velholdte gårde strøet ud i landskabet og der gik malkekøer på markerne. Nu var det slut med at køre langt for at se noget, seværdighederne nærmest stod i kø. Det første vi kom til var Millstream Falls som er Queenslands bredeste vandfald. Derfra kom vi forbi Millaa Millaa Lookout hvor udsigten var helt fantastisk med Queenslands højeste bjerg som baggrund, bjerget er 1622 meter over havet og nok ca. 400 meter højere en hvor vi stod. Lake Ensham er en sø der er opstået i et gammelt vulkankrater, man kan bade i søen og der er en hyggelig campingplads lige ved siden af hvor vi overnattede.

Dag 23.

Vi lod teltet stå og fortsatte turen rundt i tablelandet. Vi så Millaa Millaa Falls, Zillie Falls, Ellinjaa Falls som ligger inden for tre kilometer. Så kørte vi til Malanda hvor der er en swimmingpool i byen med et vandfald i den ene ende, lidt speciel. Lidt derfra ligger The Crater som er opstået af gas eksplosioner i forbindelse med en vulkan for 10-15000 år siden. Vi fortsatte til Lake Barrine som er den anden kratersø i området. Den er noget større en Lake Ensham og omkranset af regnskov. Det er nok den dag på turen vi har set mest og kørt mindst.

Dag 24.

Forlod Lake Enshan Caravanpark og kørte nordpå. Først kom vi gennem Atherton og stoppede ved en krystal butik som Helle havde læst om. Sammen med butikken var også et lille museum med krystaller og ædelsten fra Australien og resten af verden. I butikken stod en stor ”sten klipper” så vi købte en sten som børnene klippede over, inden i var de flotteste krystaller. Området omkring Atherton er rimelig flad selv om det er 700m over havet, og der er intensiv landbrug med alt fra kaffe, te, bananer til vin og frugt. Vi fortsatte stadig nordpå mod Port Douglas og kørte oppe på tablelandet helt ud til kysten. Først de sidste kilometer gik det ned af bakken gennem 30 hårnålesving. Port Douglas er en ferieby med hundredvis af moteller og ressorts, det er her Aussiene rejser på vinterferie for at nyde varmen. Vi kiggede os lidt omkring og bestemte os til at køre ned mod Cairns hvor vi fandt en campingplads i nærheden af de ting vi vil se der.

Dag 25.

Vi startede dagen i Smidtfield hvor den går en kabelbane op til en lille by der hedder Kuranda. Banen går over regnskoven med to stationer på vejen hvor man kan stå af og gå ind i skoven. Den første station er der guidet tur med en Ranger. Anden station er et lille center med en masse display om regnskoven. Når man går i regnskoven kommer der ikke meget lys ned og når man svæver over den er der helt lukket, ligesom et tag. Kuranda var engang en mineby men er i dag kun baseret på turisterne. Vi havde tre timer i byen inden vi skulle tilbage igen så vi kiggede os lidt omkring. Vi fandt et lille tysk spisested så til middag fik vi pølser med sauerkraut mens vi hørte slagermusik. Turen tilbage til Cairns kørte vi med et veterantog. Banen ”hænger” nærmest på siden af klipperne, kiggede vi til højre så vi lige ind i klipperne og til venstre var der blå himmel. Toget holdt et par gange undervejs så vi kunne tage billeder, ellers var det med at holde hovedet indenfor når vi kørte gennem de 15 tunneler der er på turen. Ved endestationen holdt der en bus klar til at køre os tilbage til Skyrail stationen hvor bilen holdt. Tilbage på campingpladsen var det tid til pool og lektier.

Dag 26.

Efter vi havde pakket sammen kørte vi en tur gennem Cairns by og havde nu retning mod Bundaberg. En times tid sydpå drejede vi fra hiway’en for at komme til Paronella Park. I starten af 1900 tallet kom en ung spansk emigrant til Australien. I løber af elleve år tjente han en formue ved at købe jord af staten, rydde for træer, plante til med sukkerrør og derefter sælge farmene. Derefter købte han fem acre omkring et vandfald hvor han opbyggede en forlystelsespark efter datidens målestok. Han byggede blandt andet et slot, en biograf og flotte springvand. Han var også den første i nord Queensland der havde elektricitet da han selv installerede vandturbine ved vandfaldet. Der er også tusindvis af forskellige træer og planter. Parken blev drevet af familien frem til tresserne. Derefter har den desværre været hårdt ramt, oversvømmelse, cykloner, brand og konkurs fik parken til at gro fuldstændig efter. For ti år siden købte de nuværende ejere stedet og har åbnet op for offentligheden. Med i indgangsbilletten er en guidet rundvisning samt fri camping på stedets campingplads. Om aftenen tænder de lys rundt i haven og ved vandfaldet. Vi blev der hele dagen og var også med på aftenturen som var meget speciel.

Dag 27.

Nu er vores gode vejr vist opbrugt for denne gang. Der er overskyet og regnbygerne truer omkring os. Vi havde håbet at komme ud til Grait Barrier Reef men det skal være klart vejr for at man rigtig kan se farverne i vandet. Vi pakkede ved Paronella Park og fortsatte sydpå langs kysten. Vejret blev ikke bedre som vi kom frem og da vi kom til Proserpine sidst på eftermiddagen regnede det godt. Vi droppede at stille telt op og fandt et motel i stedet for. Så var det helt hyggelig at høre regnen tromme på taget.

Dag 28.

Det regnede stadig til morgen så vi må se Whitsunday Island og revet en anden gang. Da vi kørte fra motellet var det ligesom bestemt, at nu skulle vi bare hjem til Bundy. Da vi kom til Mackay var vi lige inde og se Centracks nye afdeling deroppe. Lige syd for Mackay ligger en af verdens største kulhavne og der er et lille informationscenter og lookout hvor man kan se hele området. Ellers kørte vi det meste af dagen og var Bundaberg klokken syv om aftenen. Efter visit på Hungry Jacks (Burgerking) var det godt at komme hjem i huset igen. Alt var som da vi rejste og det var en rar fornemmelse at være hjemme. Weekenden gik med at tømme bilen, vaske tøj og få styr på alt mulig som vi havde med hjem.

Det har været en hel fantastisk tur og alt har gået som vi havde håbet. Børnene tog de lange køreture rigtig flot og uden de store protester. Vi har som skrevet også været heldige med vejret. Bilen og alt vores udstyr gav heller ikke problemer. Hvis vi skal gøre status over turen i tal blev det til 1715 billeder og filmklip, godt seks timers video, to moteller og 16 forskellige campingpladser, 24 optankninger af godt 1550 liter benzin, 11506km og hundredvis af gode oplevelser.

Maj/Juni Efterår.

Efter april måneds strabadser har maj og juni været et par rolige måneder. Samtidig kom vinteren også meget tidlig i år så det har været begrænset hvad vi har været omkring. Hvor vi sidste år kunne sidde ude om aftenen hele maj måned har vi i år siddet indenfor, og alligevel småfrosset. Med temperaturer ned til otte grader ude sneg termometeret sig ned på 13-14 grader indenfor om natten. Juni som er første vintermåned blev heldigvis lidt mildere end maj, samtidig vænner man sig selvfølgelig også til kulden. Vi kan godt selv høre det lyder skørt at klage over temperaturer mellem 8 og 25 grader…..

Sidste uge i maj var der som sidste år Bundaberg Show i tre dage og alle i byen har fri torsdag for at kunne deltage. Det blev dog en våd fornøjelse i år, der kom 240 mm regn de tre dage og den efterfølgende weekend. Fredag som er sidste showdag lukkede man allerede midt på formiddagen pga. mudder. Vi var der en lille tur torsdag mellem regnbygerne og fik prøvet tivoliet. Der var dog ingen klagen fra arrangørerne, alle hernede glæder sig over regnen som er tiltrængt.

Så var det Lasses tur til at fejre fødselsdag sidst i maj. Der var mange pakker som skulle åbnes om morgenen og efter skole var kammeraterne med til at fejre dagen herhjemme. Louises fødselsdag i januar var i sommerferien så hun inviterede veninderne til fest en lørdag eftermiddag i juni måned.


August=Vintermåned

Vi startede juli måned med at få besøg hjemme fra Danmark af, det vat Helle`s far Henning, Kirsten, Nadia og Susan der havde taget den lange tur herned. Vi havde glædet os meget til at de skulle komme og til at vi kunne vise dem vores hverdag hernede. Ud over nogle små udflugter tog vi en længer tur på tre overnatninger. Vi kørte til første til Blackdown Tableland mellem Rockhampton og Emerald hvor man har en rigtig flot udsigt. Efter en overnatning i minebyen Blackwater fortsatte vi til safir området vest for Emerald. Vi gik først lidt rundt i bushen uden at finde safir, så vi kørte til Rubyvale hvor der er flere miner og butikker. Her købte vi et par sække jord som vi vaskede, der var også gevinst men kun i småtingsafdelingen. På vej til næste motel kom vi over broen ved Fairbairn Dam og kunne konstatere at vandet ikke er faldet ret meget siden den store oversvømmelse i december. Vi skulle sove i Sprindsure er time syd for Emerald men her ville man ikke kendes ved vores booking, det hele virkede noget lusket. Vi kørte tilbage til Emerald og selv om der var dyrskue i byen lykkedes det til sidst at finde værelser.
Dagen efter kørte vi til Carnarven Gorge hvor vi gik en tur op gennem kløften. Der løber hele tiden vand gennem så man krydser vandet mange gange. Der er også sprækker og huler med malerier på væggene. Lige uden for gorgen ligger et lille resort hvor vi havde bestilt hytter. Det viste sig at være nogle rigtig fine safarihytter af sejldug, de kunne heldigvis varmes op. Det er nemlig normalt med nattefrost inde i landet om vinteren. Sidste dag trillede vi mod Bundy og var omkring Boolboonda tunnel hvor vi så masser af flagermus. Onsdag den 16 rejste vores gæster videre til Sydney hvor de skulle opleve storbylivet. Det var meget svært at sige farvel den morgen og børnene fik lov til at holde fri fra skole.

I juli kom endnu en dansk familie til Bundaberg. Mads og Helle med børnene Laura og Mathias er nyeste danskere ved Centracks og Mads skal arbejde på værkstedet i Bundy. Børnene går også på Walkervale så vores børn nyder at de nu er ”ovenpå” og synes det er sjovt at hjælpe. Laura går i Lasses klasse og Mathias går i 3 klasse så de første uger var Louise flittig hjælper. Vi har selvfølgelig også haft tændt op i ”Barbien” sammen med dem.

En gang om året holder skolen ”Fete” som er en velgørenhedsdag hvor overskuddet går til skolen. Helle og børnene bagte 100 muffins til Lasses klasse som havde kage bod. Både Louise og Lasse er med i skolekoret som selvfølgelig underholdt på dagen. Louise er aktiv i dansetruppen og var på gulvet to gange i løbet af dagen. På sportspladsen var der tivoli med klatrevæg, ruchebaner og karruseller. En rigtig hyggelig dag.

I august var Louise til højdespring på skolen, hun blev nr. 2 med 135cm. Det betød at hun gik videre til Maryborough hvor hun skulle kæmpe mod regionens andre skoler. Helle var med og selv om Louise ”kun” sprang 130cm havde de en god dag. Louise havde dog håbet at klare 140cm for det var adgangskravet til næste stævne i Brisbane. Vinderen i Maryborough sprang 150cm så det var skrapt selskab.

Den 23. august var vi til guldbryllup hos Hanne og Preben, de er vores gode venner og er efterhånden blevet børnenes reservebedsteforældre. Vi startede dagen med morgensang kl.06.30, derefter var der dansk morgenbord med snaps. Klokken ni om formiddagen blev de gift igen, det forgik i deres have og det var meget smukt. Mange af de andre gæster var også danskere og har som Hanne og Preben boet i Australien i mange år. Det var en rigtig hyggelig morgen og vejret viste sig fra den bedste side.

I august har vi været til ikke mindre to Multikulturelle festivals. Først på måneden var vi i Childers og sidste weekend var det her i Bundaberg. Australien er en blanding af mange folkeslag og der er et utal af foreninger der laver opvisning og velgørenheds arbejde. Vi fik set, smagt og prøvet lidt forskellig begge gange.

Fødselsdage og gæster fra Danmark.

September startede med skolefester. Lasse og Louise var til diskotek på Bundy High fredag aften og havde en god aften uden irriterende forældre. Lærke var til kostumefest med klasserne op til fjerde klasse. Som det fremgår af billederne var hun klædt ud som Stephanie fra Lazy Town og hyggede sig rigtig meget. Den 16. fejrede Lærke så sin seks års fødselsdag. Endnu engang var der gaver, kort og opkald fra Danmark, og hun havde selvfølgelig også kage med til klassen. Lærke havde også inviteret alle vennerne til fest en lørdag så vi serverede pizza og kage for 15 børn.

Den 26. fik vi besøg fra Danmark. Jannie, Lone og Bruno havde taget turen til Brisbane og besøgt Australia Zoo på vej herop til Bundy. I ugen inden havde vi haft travlt med at stille telt op i haven, hente borde, ekstra barbie og eskier (kølebokse) så øllet kunne komme på is. Den 27 var så den store dag hvor Peter rundede de 40 år. I løbet af dagen kom der mange hilsener og gaver hjemmefra. Sidst på eftermiddagen var der stort rykind og vi var 60 mennesker der festede til langt ud på natten. Vi havde fået fat i lidt snaps og havde også ”importeret” lidt Blå Gajol og Fishermann Friend så Aussierne kunne smage de gode danske drikke. Alle smagte og det gav mange sjove ansigter. Ellers stod menuen på BBQ steaks, pølser og kylling med flødekartofler og salat.

Dagen efter skulle der ryddes lidt op og om eftermiddagen kom der flere danskere. Grete, Tinna og Hans havde været rundt og se en del af Australien, og kom kørende op til os fra Sydney. Vi havde nogle rigtig hyggelige dage, bl.a. rundvisning på Centracks, Bundaberg Rum og så selvfølgelig stranden. Det var også sæson for at se hvaler i Hervey Bay så vi tog en tur med en af bådene. Midt i ugen var det så tid at sige farvel til Grete, Tinna og Hans som skulle flyve hjem fra Brisbane.

Lørdag morgen meget tidlig havde Bruno og Peter en aftale med Centracks ”truckie” Pete. Han skulle en tur til Biloela med en gummiged og ville godt have et par turister med. På vej hjem blev der byttet lidt rundt på pladserne i førerhuset så både Bruno og Peter fik prøvet at styre en Western Star. Mens drengene var på truckertur havde tøserne været en tur i byen, bare lige for at se om dankortet nu også virkede..

Først i oktober rejste gæsterne videre til Sydney og der var igen hverdag i Bundy. Børnene og Helle startede på sidste ”skoleterm” i Australien som bl.a. står på udflugter og ”graduation” for Louises vedkommende, men mere om det senere.

 
Sommer igen
Endnu et par travle måneder er gået siden vi sidst skrev lidt på siden. I starten af november var Lasse med 5A på lejr ved Moon Repoos, den strand hvor skildpadderne kommer op og lægger æg. Lasse nød turen hvor de blandt andet var på Skildpadde centret, sov i telt, havde lejrbål om aftenen og selvfølgelig badede.

Lørdag d.15 kørte vi fra Bundaberg tidlig om morgenen for at nå til Airlie Beach inden aften. Vi havde lejet en ferielejlighed en uge og booket sejlture ud til Whitsunday Islands. Allerede søndag morgen skulle vi med en katamaran sejlbåd ud mellem de mange øer. Nu har vi jo lidt blandede erfaringer med både, søsyge og den slags, så alle havde indtaget søsyge tabletter og vi havde bestilt rolig vejr. Det fik vi så, ingen vind eller bølger men til gengæld er det svært at sejle for sejl!! I løbet af en hel dag havde vi sejlet sat i halvanden time, resten af tiden måtte dieselmotoren arbejde.

Vi havde nu en rigtig god dag alligevel, der var ikke så mange ombord så vi kunne nyde turen. Det er et utrolig flot område med mange vige, øer og smalle stræder vi sejlede gennem. Første stop var ved en lille vig hvor vi kunne snorkle en times tid i det klare blå vand. Derfra fortsatte turen til Whiteheaven Beach hvor vi blev sejlet i land med en lille gummiflåde. Der havde vi et par timer hvor man kunne bade, gå en tur eller dase. Sandet på stranden er 98% hvid silikat og meget fint, det skulle være godt at børste tænder i. Derefter var der frokost på båden mens vi fortsatte turen.

Der var ikke flere stop på turen men vinden var frisket nok op til at sejlet blev sat. Lasse var, som sædvanlig, faldet i snak med besætningen og efter en kort instruktion af kompas, ror indikator og landmærker stod han ved roret. Så havde skipper tid til at drikke te og hyggesnakke med os andre.

Dagen derpå var hviledag ved poolen og strøgtur inden vi igen havde en dag på søen. Denne gang skulle vi med en stor hurtigbåd ud til det yderste rev og snorkle. Endnu en dag uden bølger og vind så vi kunne nyde turen ud til pontonen. Da det er ”stingersæson” om sommeren måtte vi igen i de lækre sorte våddragter inden vi sprang i baljen, dragterne er også med til at man kan holde varmen uden at skulle plaske af sted hele tiden. Vandtemperaturen lå for resten på 24-25 grader. Revet var rigtig flot derude med masser af farver på koraller og fisk. Der var også en glasbunds båd og en mini ubåd man kunne tage med en tur. Da børnene blev trætte af at snorkle var der en vandruchebane som de brugte flittig. Der var livreddere på vagt hele tiden så vi gamle kunne snorkle videre. Vi havde godt fire timer på pontonen før vi igen satte kursen mod land. 

Vi havde endnu et par dage i Airlie som turister inden vi begyndte at køre hjemad. Vi delte turen op så vi kun kørte til Capricorn Caves lidt nord for Rockhampton. Vi var en tur nede i hulerne, meget spændende men det kunne ikke hamle op med det vi så i Jenolan Caves sidste år. Vi overnattede i en hytte ved hulerne og fortsatte næste morgen til Koorana Crocedile Farm. Der er over 3000 crocs på farmen og man sælger både skind og kød fra dyrene. Efter rundvisningen smagte vi croc steak og det smager rigtig godt, kødet er lyst og meget mørt. Fra Koorana gik turen hjem til Bundy og hverdag igen.

Første december rejste Louise på lejr i Brisbane med skolen. De startede første dag med tur i vandland inden de kom frem til lejren. Anden dag startede med en tur i Queenslands Parlement House hvor de overværede debatten. De mødte også det lokale medlem som delte chokolade ud -det er jo med at være på god fod med de kommende vælgere!! Bagefter stod den på Brisbane Museum inden aften. Tredje dag var højdepunktet, en hel dag i Dreamworld. Sidste dag var der igen et vandland der skulle besøges på vej hjem til skolen. Det var en glad, men træt ung dame der kom hjem. Og helt mod sædvane var hun den første til at sove den aften.

Fredag d.15 december var så den sidste dag i skolen for børnene og Helle. Lasse og Lærke skulle møde som normalt på skolen. Skolesystemet er sådan, at efter 7. klasse er færdig med primær skolen og skal High School til og med 12. klasse. Derfor er afslutningen meget højtidelig.

Louise skulle have overrakt sit afgangs diplom i et center i byen og vi var selvfølgelig med derinde. Der blev holdt taler for børnene og inspektørens sagde at han gerne ville høre hvordan de gamle elever klarede sig i fremtiden og nu håbede han at høre nyt helt fra Danmark. Det var igen den lokale MP’er der var på banen og overrakte diplomerne. Bagefter skulle Louise tilbage på skolen.

Helle havde som sagt også sidste skoledag som sluttede af med fælles frokost hvor hun fik et flot maleri og en halskæde af sine kollegaer. Helle har været rigtig glad for sit arbejde og det var noget svært at sige farvel, mange af kollegaerne sagde ikke farvel men på gensyn!! Kvart i tre om eftermiddagen var vi så alle klar på Walkervale State School til den fælles nedtælling til sommerferien. Efter skolen havde Helle og Mads (nye danskere ved Centracks) tilbudt at passe børnene så vi kunne gå ud og spise sammen med mange af Helles kollegaer. Vi havde en rigtig hyggelig aften på pubben.

Der blev også lige tid til en lille tur i bushen i december. I 1944 forsvandt en B-24 bombemaskine undervejs fra Darwin til Brisbane. Man kunne ikke finde den og kun ved et tilfælde blev den opdaget i 1994 af en Ranger. Der er et lille 4WD spor til maskinen så vi kørte derud sammen med et hold venner en søndag. Det var lidt mærkelig at gå rundt mellem alt vraggodset, meget af det var faktisk i god stand når man tænker på alderen.

Så er der kun tilbage at ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Vi vil også gerne takke for alle hilsener, breve, mails, pakker og besøg vi har fået i løbet af året. Det er rart at der er nogle der tænker på os og vores tanker er også tit i Danmark, ikke mindst den sidste tid. Vi er så småt ved at pakke lidt sammen og sælge hvad vi kan undvære. Bilen er også synet og sat til salg. I skrivende stund, den 20.december om aftenen er vi ved at pakke taskerne. I morgen tidlig flyver vi til Sydney en uge og holder jul der. Vi kommer tilbage til Bundaberg inden nytår og så har Peter tre uger tilbage på arbejde. Sidst i januar rejser vi hjem til Danmark. 

Rigtig glædelig jul og godt nytår.