Helle beretter om skolelivet.

Klik her for at se billeder fra helles arbejde

Da vi først kom til Australien havde jeg bestemt, at jeg ville tage mig af børnene og få dem godt igang. Men som i nok ved gik der ikke længe før at de faldt godt til og jeg begyndte at kede mig.

Jeg var dog ret heldig og få noget vikar arbejde på en Special Skole ikke langt fra hvor vi bor og der gik ikke lang tid før jeg havde fuld tid. Jeg arbejder fra 8.15 til 15.00 hver dag og det passer rigtig godt med at Louise, Lasse og Lærke, de for nemlig også fri kl. 15.00. Det betyder også at jeg har fri i skoleferien sammen med børnene.

På Special skolen er der ca. 100 elever, det er børn fra 5 til 18 år og de har alle et større eller mindre handicaps. Jeg har næsten prøvet at være i alle klasserne men det sidste halve år har jeg været i den samme klasse og her skal jeg være til skoleåret slutter i december 2008.

Som i ved er jeg ikke lærer så hernede arbejder jeg som Teacher Aide- hjælpelærer.

I min klasse har vi to i kørestole, de skal have hjælp til alt og det er her at jeg hjælper.

Mit arbejde består i at skifte dem, give dem mad, hjælpe med forskellige øvelser for at holde deres krop i gang og deres skole arbejde. Derudover hjælper jeg også læreren med at tage fotokopier, finde bøger og hjælpe de andre i klassen. Der er syv elever i alt i klassen og mit arbejde er kort sagt at gør det lidt lettere for læreren.

Jeg arbejder også sammen med en sygeplejerske, hun går rundt på hele skolen og giver sonde mad til 4-5 elever men holder til i min klasse. Vi har alle tre et godt samarbejde og det gør det hele jo meget lettere. Vi er ca. 50-55 personale på skolen, lærer, fysioterapeuter, sygeplejersker, kontorfolk, ledelse, gartner, pedel og hjælpelærer. Vi har det godt sammen og selv om det til tider er meget hårdt så er der altid tid til et smil.

En gang om året har skolen sportsdag, her bliver eleverne delt op i tre hold og kæmper hele dagen.

Det var rigtig sjovt at være med til og alle er på slap line. Jeg deltog med en elev i kørestolsræs- og vandt selvfølgelig. En gang om året er der også teacher aide dag og teacher dag. Her d.5september var det teacher aide dag og jeg fik en flot buket blomster fra min lærer. Hvis der er en der stopper på arbejdet holder vi en farvelfest og der bliver holdt taler. Vi tager alle lidt spiseligt med, for det meste noget sødt. Det er rigtig hyggeligt og en god ide.

Skolen har selv to busser som de bruger når de skal på ture, det er dog ikke så tit at kørestols brugerne kommer med men forleden var jeg heldig at en af mine børn skulle med. Vi kørte ud til Bundaberg marina hvor vi fik en tur på et rigtigt sejlskib. Vi sejlede en tur på Burnett river helt ud til udmundingen ved Stillehavet.

Jeg er rigtig glad for mit arbejde og det har givet mig meget at arbejde i et andet land. Selvfølgelig sproget men også at se hvordan de arbejder hernede. Jeg har også fået nogle super gode kollegaer som altid er utrolig hjælpsomme. Det bliver meget svært at sige farvel en dag for de er blevet en stor del af mit liv hernede.

Helle.